HOLD

Vi har et hold, der passer til dig, uanset dit niveau. Vores dygtige trænere kan tilpasse holdtræningen, så du får mest muligt af din træning hos os. Vil du forbedre din løfteteknik eller kondition, øge din mobilitet eller bare have en sjov og motiverende træning med sved på panden?
Find lige det hold, der passer til dig.

INTROHOLD

Er du nyt medlem i CrossFit Odense med ingen eller begrænset erfaring med CrossFit, eller har du blot brug for en genopfriskning, kan du vælge at tage på et af vores introhold. Herigennem får du en grundig introduktion til CrossFit, hvor både øvelser, terminologi og holdstruktur vil blive gennemgået, og eventuelle spørgsmål vil blive besvaret fyldestgørende.

Hvert hold vil have en veluddannet instruktør med flere års trænings- og undervisningserfaring, som gør, at du kan forvente den bedst mulige instruktion og vejledning til øvelser og træning generelt.

Du kan også tilmelde dig vores introforløb, hvor du gratis kan deltage på to af vores introhold. Læs mere om introforløbet her.

Vi anbefaler alle nye at benytte introhold da tempo, vægtbelastning og træningsmængde er reduceret, hvilket gør, at du bedre kan fokusere på teknik og dermed opnår en større forståelse. Dette vil give dig bedre resultater i sidste ende og mere tryghed ved træningen, når du efterfølgende deltager på nogle af vores andre holdtyper eller træner selv.

Introhold er inkluderet i dit medlemskab, og du kan til hver en tid vælge at deltage, såfremt du mener, behovet er der.

Workout Of the Day (WOD)

På WOD-hold vil du få varieret træning, hvor hver dag byder på et nyt program. Hvert hold starter med en grundig opvarmning og gennemgang af dagens program og øvelser, hvorefter dagens program vil blive udført. Øvelserne kan variere lige fra vægtløftning og roning til gymnastiske bevægelser – alt sammen med forskellig vægt, intensitet og sammensætning. Således får du trænet både styrke, kondition og bevægelighed.

WOD-hold er for alle, uanset niveau. Både ny som øvet er velkommen på holdet.

Strength

Strength-holdet er et hold til dig, som gerne vil træne mere fokuseret på at blive stærkere og/eller have mulighed for at få justeret teknikken i bl.a. squat, bænkpres og dødløft. En time består typisk af en træk øvelse, skub/pres øvelse, en hoftedominant øvelse og en knædominant øvelse. Herudover er der også mulighed for lidt ekstra til slut, hvis tiden er til det. Det vil sige, at du får trænet hele kroppen hver gang. På Strength-holdet vil der være masser af tid til at snakke med de andre på holdet og samtidigt få udbytte af sin træning.

Strength-holdet er for alle, uanset niveau. Både ny som øvet er velkommen på holdet.

Weightlifting

Vores VL-hold er til dig, som ønsker at forfine din teknik og øve de olympiske løft. Holdene tager udgangspunkt i øvelserne snatch (træk) og clean & jerk (stød), hvor du enten vil træne hele øvelsen eller dele af bevægelsen. Disse øvelser, eller varianter af dem, indgår ikke kun på vores VL-hold, men også på flere af vores andre holdtyper. Ved at deltage på VL-holdet bliver du dermed ikke kun bedre til vægtløftning, men også til CrossFit generelt. På dette hold er tempoet som regel reduceret, hvilket giver større overskud og mere tid til justering af teknik.

Det anbefales, at du har et groft kendskab til øvelserne snatch og clean & jerk. Har du endnu ikke dette, anbefales vores introhold eller WOD-hold, hvor disse øvelser trænes regelmæssigt.

Conditioning

Conditioning er et hold til dig, som gerne vil forbedre din kondition og udholdenhed. På dette hold kan du forvente at få pulsen godt op, hive efter vejret og få en masse sved på panden. Programmet vil variere fra gang til gang, hvor både korte intervaller, lange intervaller og længerevarende kontinuerlige workouts indgår.

Programmeringen vil på skift have fokus på forskellige elementer indenfor konditionstræning, heraf både moderat- og højintensitetstræning, som vil forbedre udholdenhed og den maksimale iltoptagelse.

Træningen vil primært bestå af roning, løb og sjipning kombineret med andre simple øvelser såsom squats, burpees og lette håndvægts- og kettlebell øvelser.

Conditioning er et supplement til vores mange WOD-hold. Sammen med bl.a. vores Weightlifting og Strength-hold kan du derved træne de enkelte elementer indenfor CrossFit hver for sig og sammensat.

Conditioning-holdet er for alle, uanset niveau og erfaring. Både nye som øvede er velkomne på holdet.

Coach’s Choice

På Coach’s Choice er det træneren, som bestemmer programmet. Programmet varierer fra gang til gang, men er typisk bygget op omkring et tema eller en historie. Andre gange kan det også bare være træning, som giver sved på panden og får pulsen godt op.
På Coach’s Choice er der god stemning, og holdet fungerer ofte som et samlingspunkt for mange i weekenden. Det er en god mulighed for at kombinere træning og socialt samvær.
Holdet er for dig som gerne vil udfordres og have en træning lidt ud over det sædvanlige.

Parents

Parents er et hold for mødre og fædre, og deres babyer. På holdet bliver der som udgangspunkt kørt det almindelige WOD-program, dog med mulighed for individuelle tilpasninger. Træningen bliver varieret, hvor du kan forvente, at der indgår alt lige fra vægtløftning og roning til gymnastiske bevægelser.

Holdet bliver kørt af en uddannet fysioterapeut, således at du kan træne i trygge rammer og få kvalificeret vejledning, hvis du har eventuelle begrænsninger eller behov.

Der er sat halvanden time af til at gennemføre programmet, så der er god tid til at træne og sørge for babyen undervejs. Der vil ikke blive spillet høj musik under træningen, og der er fin mulighed for at din baby kan ligge i barnevognen i gården eller komme med indenfor til træningen.
Holdet ligger typisk om formiddagen i hverdagene, og der er mulighed for både mor og far kan deltage enten sammen eller alene.

OBS: Der er både mikroovn, elkedel og puslebord tilgængeligt i centeret.
Der gives ikke bøder ved manglende fremmøde, og det er tilladt at komme 15 minutter efter holdstart.

Masters

Vores Masters-hold er for dig, som er 35 år eller derover. Hver fredag aften er der fællestræning, hvor der er fokus på udfordrende træning og det sociale samvær. Træningen består typisk af partner workouts af varierende karakter, og indeholder nogle gange elementer, som man ikke møder så ofte på WOD-hold.

Du skal være bekendt med basisøvelserne inden for CrossFit og hvordan de udføres, men træningen kan naturligvis skaleres således, at det passer til dit niveau.
Er du interesseret i at deltage på Masters-holdet, så har holdet dets egen særskilte Facebook-gruppe som du kan finde her.

I gruppen bliver der hver uge lagt program op, så du kan se, hvad der kommer til at foregå den kommende fredag.

Det forventes, at du møder op opvarmet og er klar når holdet starter, da der ikke sættes tid af til grundig gennemgang eller teknisk undervisning.

Competition

På vores Competition-hold er der fokus på konkurrenceelementet i CrossFit. Programmeringen på holdet vil typisk være bygget op af 4-6 ugers blokke, hvor der vil være fokus på emner som gymnastik, vægtløftning eller metcons. Endvidere vil der inden udvalgte konkurrencer blive programmeret således at deltagerne på holdet kan præstere bedst muligt op til disse.

Det forventes at alle deltagere på Competition-holdet mestrer de fleste aspekter indenfor CrossFit, og kan udføre alle øvelser på højt niveau. Som deltager på Competition-holdet forventes det som udgangspunkt at man stræber efter at deltage i konkurrencer i Danmark og Europa på højeste niveau (RX/Elite) samt CrossFit Games Open.

Holdet er et lukket hold, som man bliver udtaget til på baggrund af resultater i forskellige tests, samt niveau og muligheder for udvikling mm.
Træning og programmering vil blive styret af de to trænere, Julie Hougård Nielsen og Tore L. Rønn.